Picnic: 10 lækre opskrifter til picnickurven
Det er så skønt at nyde den gode mad al fresco. Mad under åben himmel er et dejligt pusterum og en super nem måde at mødes med venner og familie til lidt god mad og hygge.
Picnickurven skal selvfølgelig pakkes med lækkerier, der nemt kan nydes i det fri. Her får du masser af inspiration til skønne sager, der både er nemme at lave og nemme at tage med. Vi har nemlig samlet 10 lækre opskrifter på velsmagende retter til en dejlig tur ud i det blå.
Nemme salater, lækre snacks, sandwich, tærter og pizza. Og selvfølgelig et par skønne, søde indslag, som passer perfekt til en god kop kaffe eller the. Udvælg dine egne favoritter – og så er det bare med at tage tæppet under armen og finde en solfyldt plet i skoven, parken, på stranden eller måske blot i haven eller gården.
God tur og bon appetit!
1. Oliven, italienske kiks, tapenader og crudité
Et lækkert udvalg af tapas delikatesser fra Middelhavet suppleret med årstidens friske grøntsager er en utrolig nem måde at pakke en fantastisk picnickurv. Vælg dine favoritoliven, en æske dejlige, sprøde, italienske kiks, et par lækre tapenader og lidt god olivenolie at dyppe i. Supplér med crudité af årstidens grønt og din favoritdrink. Simpelt og suverænt!
Hvis du har mulighed for at besøge os i vores stade i TorvehallerneKBH, kan du smage på et stort udvalg af de bedste spiseoliven og lækre middelhavsdelikatesser – perfekte snacks til picnickurven.
2. Sprød pizza bianco med grønt
Denne pizza med sprød bund, smeltet ost og årstidens grøntsager smager lige skønt varm fra ovnen og i madpakken. Fyldet kan nemt varieres, og du kan lave dejen i forvejen og lade den hæve natten over i køleskabet.
3. Pan Bagnat
Den sydfranske, klassiske sandwich fra Nice er som skabt til picnickurven og er egentlig som en Salade Nicoise, bare i en sandwich. Skær gerne sandwichen i mindre, håndterbare stykker hjemmefra og husk servietter!
4. Sprød løgtærte og salat med tre slags ost og urter
En sprød tærte med lækker ost er altid så dejlig. Denne nemme tærte har fyld af 3 slags oste og løg. Server den evt. med en salat med grillede rødbeder og karamelliserede løg.
Find vores opskrift på sprød løgtærte med 3 slags ost og urter her
5. Bruschetta med squash, mozzarella og hjemmelavet pesto
Disse skønne luksus-bruschetta er en hyldest til det grønne! Kombinationen af et par skiver godt brød, cremet mozzarella, friske squash og supergrøn olivenolie er så tilfredsstillende!
Den hjemmelavede pesto er nemmere at lave, end man skulle tro – men skal det være ekstra nemt, har vi også et stort udvalg af fantastiske pesto'er. Skær bruschettaerne ud i mindre, håndterbare stykker hjemmefra.
6. Salat med nektarin, melon og feta
Frugt og feta er så lækkert sammen – især når solen skinner! Denne salat er både forfriskende, velsmagende, nem at lave og indbydende.
7. Nem caprese med tomat og mozzarella
Når tomaterne er solmodne, er den klassiske og helt simple caprese-salat toppet med en god, græsagtig olivenolie og et par dråber lagret balsamico uovertruffen. Skøn som frokostsalat eller i kombination med andre lækkerier.
8. Små tærter med sommerbær, nektariner og mascarponecreme
Disse små tærter er en sommerlig fryd for øjet og ganen. De dejlige solmodne sommerbær og karamelliserede nektariner får selskab af en skøn mascarponecreme med floral olivenolie og lemoncurd på sprød tærtebund. Skær tærterne ud i fingernemme størrelser til picnic'en.
9. Pistacie muffins
Vores sicilianske pistaciecreme er fantastisk nem at bruge i bagværk. Disse lækre muffins er hurtige at lave og nemme at tage med, og den dejlige smag af pistacienødder og hvid chokolade med et pift af citron fra vores italienske citronolie overrasker mange og er altid et hit.
10. Chocolate chip cookies med nødder og olivenolie
Skal dit søde indslag være med chokolade? Vores opskrift på chocolate chip cookies er hurtig og nem – og så har vi skiftet smørret ud med olivenolie. Skøn forkælelse sammen med en termokande med god kaffe eller the.