Nem caprese salat med tomat og mozzarella
Tomater. Vi elsker de søde, syrlige røde tomater, der sammen med cremet mozzarella og frisk basilikum udgør en af de mest enkle og smagfulde salater: Caprese.
Den traditionelle 'Caprese' salat har sit navn efter den lille ø, Capri, der ligger som en lille perle i Napoli-bugten på Italiens sydvestlige kyst. Vi foretrækker den klassiske, rustikke og helt simple Caprese-udgave med solmodne tomater, bøffelmozzarella og frisk basilikum toppet med en god, græsagtig olivenolie, salt og peber. Prikken over i'et er et par dråber lagret balsamico, der giver en fløjlsblød og syrlig sødme til salaten.
Spis caprese-salaten lige som den er eller brug den som friskt tilbehør.
DET SKAL DU BRUGE (4 PERSONER)
500 g modne blomme- eller cherrytomater, skyllede og skåret i både (brug gerne forskellige farver og sorter)
250 g mozzarella (gerne bøffelmozzarella), revet i rustikke stykker
1 bundt frisk basilikum, skyllet og slynget forsigtigt
God olivenolie, fx vores lækre olivenolie med frisk basilikum eller en græsagtig ren olivenolie, fx Sabino Leone fra Puglia
Lagret balsamico, fx vores lagrede øko balsamico
Flagesalt
Friskkværnet peber
SÅDAN GØR DU
Skær tomaterne i mundrette stykker.
Riv mozzarellaen i rustikke stykker.
Pil basilikumbladene fra den groveste del af stilken.
Anret tomatbåde, mozzarellastykker og basilikumblade forsigtigt på et fad.
Top med olivenolie, balsamico, flagesalt og lidt friskkværnet peber.
Servér med det samme. Gerne i selskab med et glas kølig hvidvin og lækkert brød til. Bon appetit 👩🏻🍳👨🏻🍳
SKRIV DIG OP TIL VORES NYHEDSBREV
Få gourmet inspiration og tilbud 1-2 gange om måneden