Sprød løgtærte med 3 slags ost og salat med grillede rødbeder
Der er ikke noget dejligere end duften af varm tærte, der lige er kommet ud af ovnen. Kombinationen af sprød tærtedej, smeltede, gode oste og karamelliserede løg dufter og smager ganske enkelt himmelsk.
Vi holder meget af at bruge gode råvarer i sæson til at give serveringen velsmag og rod i årstiden. Her får du vores opskrift på løgtærte med 3 slags oste og en skøn, grøn salat med grillede rødbeder og karamelliserede rødløg.
Et lille tip 👨🏻🍳 Den ubagte tærtedej kan holde sig filmet 2-3 dage i køleskabet, så du kan sagtens lave den i ro og mag et par dage før, den skal serveres.
Antal 4 personer
|
Arbejdstid 35min
|
Tid i alt 1 time 10 min
|
Ingredienser
Tærtedej (en god basis til alle slags tærter)
175 g hvedemel
75 g fuldkornshvedemel
0,75 dl olivenolie, fx La Classique
0,75-1 dl vand
1 tsk salt
Tærtefyld og salat
4-5 rødløg, skrællet og skåret i mundrette både
3 hele æg
2 dl crème fraîche
50 g cremet gedeost
40 g parmesan, friskrevet
100 g feta, i tern
2-3 mellem størrelse rødbeder, skrællet og i mundrette både
2 spsk god balsamico, fx vores klassiske balsamico fra Modena
3 spsk god olivenolie, fx vores La Classique olivenolie
1 spsk god hvidvinseddike, fx vores pink hvidløgseddike
Saften fra 1 citron
2 kviste frisk timian, skyllet
200 g rucola eller blandet salat, skyllet
Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Bland mel og salt i en skål. Hæld olivenolien i, og bland den godt ind i melet.
Tilsæt vandet lidt efter lidt og ælt forsigtigt sammen i en skål til du har en lind dej. Undgå at ælte dejen for hårdt – på den måde får du en mere luftig og sprød tærtebund.
Dæk dejen til og sæt den på køl i mindst 30 min.
Forvarm ovnen til 180° varmluft. Tryk dejen ud i en tærteform eller en ovnklar stegepande. Prik tærtebunden med en gaffel hist og her og forbag den i ovnen 8-10 min til den er lys gylden. Tag derefter den forbagte tærtebund ud af ovnen.
Mens tærtebunden forbages: Steg 2/3 af løgbådene på en varm pande med olivenolie i 3-4 min.
Fordel fetatern og stegte løg jævnt på den forbagte tærtebund. Rør creme fraiche, æg og gedeost sammen i en skål med en knivspids salt og hæld massen over de stegte løg og fetaen. Drys parmesan på toppen og sæt tærten i ovnen på 180°. Sæt stopuret til 25 min. Ovne er forskellige, så kig gerne til tærten i ny og næ.
Mens tærten er i ovnen: Kom rødbedebådene på en varm pande med olivenolie og steg dem i ca 15 min. Tilsæt de resterende løgbåde og steg videre til løgene er har taget noget farve. Sænk varmen til lav-medium varme, tilsæt balsamicoeddike og frisk timian og lad det karamellisere 4-5 min. Smag til med halvdelen af citronsaften og lidt havsalt og lad det simre videre.
Når tærten har fået en gyldenbrun kulør i ovnen (ca 25-30 min) tages tærten ud. Lad den hvile et øjeblik.
Vend de friske salatblade, grillede rødbeder og rødløg sammen i en salatskål. Afslut med resten af citronsaften, god olivenolie, hvidvinseddike og lidt flagesalt.
Servér løgtærte og salat sammen anrettet på tallerkner eller direkte ved bordet.
Bon appétit 😋