Ulvetime-gratin med svampesauce

Opskrift ulvetimegratin, Anne-Sophie Lahme, Oliviers & Co

Det kan godt virke lidt uoverskueligt at lave mad til mange gæster, særligt i ulvetimen på en hverdag – men her er en kærkommen håndsrækning fra Anne-Sophie Lahme til de sultne gæster, som vi har fået lov at dele.

Opskriften er et uddrag fra Anne-Sophie Lahmes kogebog Hverdagsfester & Weekendgæster med over 60 lækre og lettilgængelige opskrifter, når der skal laves mad til mange – køb kogebogen her

 Hverdagsfester & Weekendgæster af Anne-Sophie Lahme hos Oliviers & Co

Af Anne-Sophie Lahme

Det er en udbredt misforståelse, at ulvetime-sult kun rammer børn. Jeg kender mange voksne, der er faretruende tæt på at være sur-sultne omkring klokken 17.30, hvis man ikke lige stikker dem en franskbrødsmad. Sker det også for dig, så er denne ret nok den, du har brug for, når det vælter ind med søde mennesker på en mandag. For kartoffel-broccoli-gratinen er nem, hurtig, let og mættende.
Og så er den lige dele børnevenlig og voksen-rar, fordi svampesaucen løfter den det ekstra trin op. Den dufter lidt af efterår, men er også god på en kold forårsdag.

Antal 8 personer
Arbejdstid 1 time 15 min
Tid i alt 1 time 15 min

Ingredienser

Gratinen
2 kg kartofler
400 g broccoli
6 æg
1 dl olivenolie + lidt til fadet, fx en klassisk ekstra jomfru olivenolie
7 dl mælk
300 g mild ost, fx Havarti

Svampesaucen
2 fed hvidløg
2 skalotteløg
600 g blandede svampe efter smag
5 dl madfløde
1 stort bundt persille
2 spsk lys eddike, fx hvidvinseddike fra Modena eller hvidløgseddike

 Ulvetimegratin med svampesauce, opskrift af Anne-Sophie Lahme

Sådan gør du

Begynd med gratinen: Skræl kartoflerne, og kog dem uden salt – det kan du med fordel gøre dagen før. Sæt ovnen på 200 gr. almindelig ovnvarme.

Riv hele broccolihovedet på et fint rivejern, og stil det til side. Del æggene, og pisk hviderne stive. Kom blommerne op i en skål med kartoflerne, olivenolie, halvdelen af mælken og 2 tsk. salt, og kør nu med en stavblender til en dejlig, lind konsistens. Tilsæt mere mælk til du synes, konsistensen er passende. Kom den revne broccoli og æggehviderne ved, og vend dem forsigtigt rundt.

Smør et stort ovnfast fad eller en bradepande, og kom massen op i. Riv osten henover, drys med salt og friskrevet peber, og bag gratinen i ovnen i 30 min., eller til den er gylden og sprød på toppen.

Lav svampesaucen imens gratinen bager: Hak løg og hvidløg fint. Rens svampene, og skær dem i mundrette bidder. Varm en pande op med lidt olie på, og sautér først løg og hvidløg og herefter svampene. Drys med salt og peber, lad dem stå i 3-5 min. på panden, og vend dem ofte rundt. Tilsæt nu fløden, skru ned og lad simre i yderligere 3-5 min. Imens skyller du persillen og klipper den ned
i saucen med en køkkensaks. Kom 2 spsk eddike ved, og smag til med salt og peber.

Servér saucen sammen med den varme ulvetime-gratin.

Bon appétit :)

Flere opskrifter af Anne-Sophie Lahme:

Baccala på ristet brød
Safranrisotto med butternutsquash & fennikel

Læs mere om Anne-Sophie Lahme her