Aubergine & ricotta creme med råmarinerede, friske figner

Aubergine & ricotta creme med figner, opskrift Anholt Bageri & Gartneri x Oliviers & Co

Måske kender du Anholt Bageri & Gartneri på den lille danske ø?

Det er Albertine Nordby Rasmussen, der med hjælp fra gode venner og familie driver bageriet, gartneriet og spisestedet i sommerhalvåret, bl.a. med langbordsmiddage i haven hver fredag for fulde huse.

Vi er så heldige, at vi har fået lov at dele nogle af Albertines favoritopskrifter med jer.

Her får du opskriften på den lækreste cremede aubergine & ricotta creme toppet med friske figner, der er råmarinerede i god ekstra jomfru olivenolie og pink hvidløgseddike.

Uden for højsæsonen laver Albertine og holdet bag arrangementer og catering i hele landet for alle, der gerne vil have lidt 'Anholt-magi' på tallerknerne – læs mere om Anholt Bageri & Gartneri og få inspiration til din egen langbordsmiddag her

Antal 4 personer
Arbejdstid 30 min Tid i alt  1 time 40 minutter

Af: Anholt Bageri & Gartneri

Ingredienser

Fra Oliviers & Co
5 spsk La Classique ekstra jomfru olivenolie 
2 spsk pink hvidløgseddike 

Fra markedet
3 auberginer
1 helt hvidløg (med skal)
500 g ricotta
Skal af 1 citron
100 g parmesan 
Salt og peber
En god håndfuld hakket persille
10 friske figner
En håndfuld basilikumsblade  

Opskrift på aubergine og ricotta creme med marinerede figner, Anholt Bageri & Gartneri x Oliviers & Co 

Sådan gør du 

Tænd ovnen på 210 grader. Skyl auberginerne og kom dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem hele med skræl og kom det hele hvidløg ved. De skal bage i ca 1 time, til de er helt møre. Når auberginerne er bagt, så lad dem stå og køle af i ca 30 min, inden du skraber “kødet” fra auberginerne og hvidløget fra skallen. Skallen fra både auberginer og hvidløg smides ud.

Bland de øvrige ingredienser til en ensartet creme i en skål. Når auberginer og hvidløg er kolde, blandes det hele, og cremen smages til med citronsaft, salt og peber. Vi kan godt lide at cremen er lidt rustik, så vi blender den ikke. Dette kan gøres, hvis man ønsker en mere ensartet og cremet konsistens.
 
Råmarinerede figner
Fignerne skæres i kvarte og marineres med god olivenolie, hvidløgseddiken, lidt friskkværnet peber og friske basilikumsblade. 
 
Cremen anrettes på et fad og toppes med de marinerede figner. Top evt med lidt god olivenolie og lidt basilikumblade inden servering.

Bon appétit!

Opskrifter fra Anholt Bageri & Gartneri x Oliviers & Co

Find flere opskrifter fra Anholt Bageri & Gartneri her

Tomatsalat med ferskner/blommer og løvstikke

Rustik rødbedesalat med hindbærvinaigrette og ristede hasselnødder

Efterårsret med bagt græskar, grillet kål og burrata