Vi elsker god mad – og at passe på miljøet

Det er ingen hemmelighed, at den gode, velsmagende mad er vores passion. Vi elsker at dele madglæden i vores nyhedsbrev, i vores opskrifts- og vidensunivers, til vores olivenoliesmagninger og i de mange gode mad-snakke, vi har hver dag med jer. 

Når vi taler om mad, er der heldigvis øget fokus på, hvordan vi spiser godt og samtidig passer bedre på miljøet. Fødevarestyrelsens seneste officielle Kostråd, anbefaler sund mad, som samtidig er klimavenlig.

Klimavenlig mad er selvfølgelig langt fra hele løsningen, men en mere bæredygtig fødevaresektor er afgørende for vores miljø og den grønne omstilling. Faktisk står fødevaresektoren for godt en fjerdedel af de globale drivhusgasudledninger og er samtidig en af de største årsager til tab af biodiversitet

For os er mad kærlighed – også til vores dejlige jordklode. Vi er mange, der ønsker at dele viden og inspiration, så vi bedre kan respektere vores hårdtarbejdende jord, når vi vælger, hvad der skal på vores tallerkner. I vores lille butik vil du bl.a. se det udmøntet i vores tilgang til sæsonbetonet mad, sporbarhed, genbrug og nærhed.

Ekstra jomfru olivenolie fra Chateau Virant, Oliviers & Co

God mad i sæson

Vi foretrækker at spise gode råvarer i sæson og at lade årets gang afspejles i det, der kommer på vores tallerkner – naturligvis gerne tilberedt med lidt god olivenolie.

At følge sæsonen, når det er muligt, giver ikke blot den mest friske og velsmagende mad og en varieret kost henover året – det er også godt for klimaet. De gode lokale og regionale råvarer i sæson bruger nemlig betydeligt mindre mængder energi til produktion, transport, køling eller opvarmning og opbevaring end de råvarer, der fx er dyrket i drivhus eller er transporteret langvejsfra med fly.

Sæsonbetonet og dermed mere klimavenlig madlavning behøver langt fra at betyde, at man må undvære yndlingssmagene af fx friske hindbær, basilikum eller mynte, når de er uden for sæson.

 Hindbæreddike fra Oliviers & Co

Vores smagssatte eddiker og olivenolier viderefører netop den oprindelige præserverings-idé, som vi alle kender fra marmelade-, saft- og syltetraditionen, hvor råvarer høstes og præserveres, når de er perfekt modnede og i sæson, så den solmodne smag også kan nydes i de mørke måneder.

Når vi tilbereder vores mad med den gode olivenolie, glæder vi ikke blot vores smagsløg, men også helbredet og klimaet. Fødevarestyrelsen anbefaler i de officielle Kostråd, at du vælger planteolie til madlavning, fx olivenolie. Planteolier er nemlig blandt de fedstoffer, der både er sundest og har det laveste klimaaftryk.

Olivenolie presset med basilikum fra Oliviers & Co

Sporbarhed

Alle vores olivenolier er 100 % sporbare – men hvad betyder det egentligt, og hvorfor er det (også) vigtigt, når vi gerne vil passe på miljøet?

Måske har du somme tider prøvet at finde oplysninger om det nøjagtige indhold af en bestemt vare, og hvor varen (og dens komponenter) er produceret, fordi du har overvejet, hvilket klimaaftryk varen afsætter? Så har du nok også oplevet, at det ofte ikke er så nemt at finde disse oplysninger. Det kan være temmelig frustrerende, når man gerne vil tage aktive valg som forbruger og fx fravælge flytransporterede varer.

Alle vores olivenolier er estate olivenolier med 100 % sporbarhed tilbage til producent, specifik olivenlund og tilmed den specifikke tank, netop den olivenolie kommer fra. Det betyder, at vi ved præcis, hvilke olivensorter olivenolien er presset af, og hvor og hvornår de er høstet og presset.
 
100 % sporbarhed i din olivenolie er en god og vigtig kvalitetsindikator (læs mere om hvordan du finder den bedste olivenolie her). Men derudover giver det altså også præcis viden, om hvor og hvornår vores olivenolier er produceret – og den viden er vi stolte over at dele med dig. Derfor kan du på etiketten se nøjagtigt, hvor, og hvornår din olivenolie er produceret. 
Olivenolieproducent, Almendra, ekstra jomfru olivenolie fra Oliviers & Co
At vi i Oliviers & Co kan gennemføre en kompromisløs sporbarhed på vores store udvalg af olivenolier, hviler på vores tætte og mangeårige relationer til nogle af Middelhavets allerbedste olivenolieproducenter, der ligesom os sætter en ære i at opnå den allerbedste smagsoplevelse og kvalitet med respekt for jorden.

Genbrug

Bestiller du varer i vores webshop, har du måske allerede oplevet at få leveret en pakke i genbrugt emballage. Vi genbruger nemlig emballage så meget som muligt og indkøber kun emballage med omtanke for miljøet. Når vi modtager varer fra vores leverandører, gemmer vi alt fra papkasser til bobleplast og pakkefyld, som vi herefter genanvender til omhyggeligt at pakke dine varer.

Som kunde har du også mulighed for at genbruge vores flasker, dåser og propper. Alle vores flasker og propper kan vaskes i opvaskemaskinen og bruges igen og igen. Flaskerne kan naturligvis genfyldes med olivenolie, hvis du fx har købt vores olivenolie i en lidt større mængde, men foretrækker en mere håndtérbar flaske under madlavningen eller på bordet.

Både vores olivenolieflasker og eddikeflasker er også geniale at genbruge til opbevaring af andre gode sager, fx hvis du laver din egen gastrik (find opskriften her) eller hjemmelavet saft. Husk blot at flaskerne skal være grundigt rengjort og skoldet.

Vores eddikeflasker kommer med integreret hældeprop, mens olivenolierne på flaske har korkprop, som du åbner med en almindelig vinoplukker/proptrækker. Vores dåser kommer med et lille grønt skruelåg. Vi anbefaler, at du tilkøber en skænkeprop både til olivenolie på flasker og dåse for at få den bedste hældeoplevelse (find dem her).

Skænkeproppen til vores dåser skrues nemt på, efter du har trukket det lille grønne låg op og skruet det af (brug evt. en teske til at få fat i ringen). Sortér det lille grønne låg som plastik til genbrug. Skænkepropperne til vores flasker trykkes på plads i flasken, efter korkproppen er trukket op. Når du vil genanvende vores skænkepropper, skruer du blot skænkeproppen på dåsen af igen, mens skænkepropperne til flasker nemmest tages op af flasken igen med det smalle skaft af en teske eller lign. (som ikke er bøjelig). Efter en tur i opvaskemaskinen er de klar til brug igen.

Gaveæske fra Oliviers & Co med 50ml olivenolie & eddike, trøffelsalt og trøffelpesto
Vores mindre 50-100ml flasker er perfekte at gemme og bruge til dressing, så du kan lave til et par dage ad gangen og opbevare dressingen i køleskabet eller tage den med på farten til den daglige frokostsalat, en frokost i det grønne eller til et sammenskudsgilde (find vores opskrifter på dressing her). De er også gode, hvis du gerne vil medbringe lidt lækker olivenolie eller eddike, fx til en weekend i sommerhus. De små flasker har medfølgende korkprop.

Genbrug af olivenolie dåse med blomster
Vores dåser er selvfølgelig 100% BPA-fri. Og de fine dåser bliver ofte genbrugt til blomsterbuketter på et sommerligt bord, til udplantning, som fin krukke fx til sukkulenter og til opbevaring fx af tegne- og malegrej – husk blot at passe på de skarpe kanter fra dåseåbneren, efter du har åbnet dåsen.

Klassisk fransk ekstra jomfru olivenolie i smuk dåse fra Oliviers & Co
I vores sortiment af gaveindpakning har vi valgt gaveæsker og poser, der kan sorteres til pap-og papirgenbrug, og trækasser og juteposer, der kan bruges igen og igen, enten til gaveindpakning eller til opbevaring.

Nærhed

Vores specialforretning er både en hyggelig fysisk butik og en webshop, og det betyder ikke blot, at du får den samme gode, personlige og kyndige betjening, uanset om du handler i butikken på Gammel Kongevej, eller om du handler i vores webshop. Det betyder også, at vi kan minimere transporten af vores varer, fra de forlader vores leverandører til varen lander i dine hænder.

Bor du i vores nærområde, kan du også benytte dig af vores 'in store pick-up' og returnering eller vælge grøn levering med cykelbud – det giver mulighed for at spare miljøet for unødig CO2.

Har du spørgsmål – om olivenolie, mad eller miljøhensyn – er du altid velkommen til at skrive til os på bonjour@oliviersogco.dk eller ringe på 50404060. Vi glæder os til at høre fra dig.

Nina & Mikkel, Oliviers & Co