Svampe à la creme på grillet mozzarella toast

Svampe à la creme på grillet mozzarella toast er en perfekt, ekstravagant servering til en hyggelig aften i godt selskab eller en skøn søndagsfrokost, hvor der er plads til en god middagslur efterfølgende 😊  

Mikkels opskrift på svampe à la creme er en af vores egne favoritter, når svampesæsonen er i fuld flor. Hemmeligheden er at riste skalotteløg og svampe gyldenbrune i god olivenolie, og derefter lade det simre i en dyb pande med hvidløg, friske urter og lidt balsamico. Og godt med fløde selvfølgelig. Det skal helst simre i god tid i panden under løbende omrøring, så svampe og løg har suget godt til sig og er fulde af god, cremet smag. 

Vi topper gerne med trøffelolie.

Pst... svampe à la creme er skøn til en lækker pasta også, prøv fx vores Morelli trøffelpasta fra Italien, der blot skal koges al dente og så røres let op med svampe à la creme og serveres. Voilà 😋

 

Antal 4 personer
Arbejdstid 1 time 25 min Tid i alt 1 time 25 min

 

INGREDIENSER

400 gram gode svampe, fx karl-johan, kantarel eller champignon, rensede og skåret i skiver
1/2 liter god fløde 18 % eller 38 %
2 fed hvidløg, skåret i fine skiver
2 skalotteløg, finthakket
La Classique olivenolie til stegning
Premium Balsamico fra Modena
2-3 friske timiankviste, skyllede
1/2 citron
Friske urter til pynt, fx groft hakket persille
Lidt portvin eller sherry, hvis du har en rest stående
100 gram frisk bøffelmozzarella, skåret i 8 tynde skiver
Godt surdejsbrød eller focaccia, se fx vores lækre focaccia opskrift her
Salt og friskkværnet sort peber
Trøffelolie

Opskrift på svampe a la creme med trøffelolie på toast fra oliviersogco.dk

SÅDAN GØR DU

Sauter først skalotteløg og så svampe i god olivenolie i en høj pande ved medium-høj varme til de er fine gyldenbrune.

Tilføj hvidløg og sauter færdig i ca 2 min. Sænk temperaturen til lav varme.

Tilsæt fløden under omrøring, kom timiankviste i panden og lad det hele simre ca 30 min under løbende omrøring, så det ikke brænder på.

Forvarm i mellemtiden ovnen på 180 grader. Kom 4 gode skiver surdejsbrød eller focaccia i ovnen, og grill dem til de er let ristede. Tag brødet ud af ovnen og skru temperaturen ned på 90-100 grader. 

Når svampene har suget godt til sig og har fået en lækker, cremet konsistens, tilsættes 1 spsk balsamico (og evt et skvæt portvin eller sherry) og saften fra en halv citron under omrøring. Smag til med lidt knust flagesalt og friskkværnet peber og lad det simre i 10-15 min yderligere.

Læg i mellemtiden 2 tynde mozzarellaskiver på hver skive brød og kom dem i ovnen i ca 4 min til mozzarellaen er let smeltet. Tag brødene ud af ovnen.

Anret mozzarellabrødene på fine tallerkner med svampe à la creme og pynt med et par dråber trøffelolie og frisk persille på toppen. Serveres straks. 

Bon appétit 👩🏻‍🍳👨🏻‍🍳

Er du vild med grillet toast? Prøv også opskriften på grillet toast med sardiner og krydret tomat