Aubergine med feta og timian
Kombinationen af aubergine, feta, god olivenolie og timian bringer straks smagsløgene på en rejse til skønne Grækenland.
I denne opskrift får auberginerne masser af smag fra en nem marinade og den smeltede, grillede feta. Auberginerne er perfekte som vegetarisk hovedret med en grøn salat og lidt godt brød og olivenolie på siden, som tilbehør eller som lækkert indslag i en buffet.
Antal 4 personer
|
Arbejdstid 20 min
|
Tid i alt 3 timer 15 min
|
Ingredienser
Fra Oliviers & Co
2 spsk ekstra jomfru olivenolie, fx klassisk græsk olivenolie
4 spsk citronolivenolie
2 spsk eddike, fx pink hvidløgseddike
1 lille håndfuld sorte Kalamata oliven, udstenede og finthakkede
2 tsk grøn kryddersalt
Fra markedet
4 mellemstore auberginer, skyllede og halverede
200 g god feta, smuldret i grove stykker
1 bundt frisk timian, skyllet
Sådan gør du
Rør alle ingredienserne til marinaden godt sammen i en skål: 4 spsk citronolie, 2 spsk eddike, 1 håndfuld finthakkede kalamata oliven og 2 tsk kryddersalt.
Skær et ternet mønster i de halverede auberginer med en skarp kniv og læg dem i et ovnfad. Hæld marinaden over og lad auberginerne marinere tildækkede 2 timer i køleskabet.
Forvarm ovnen til 180 °C.
Bag dem midt i ovnen i ca 35 min til de er næsten møre. Prik i dem løbende med en gaffel og hold godt øje med at de ikke brænder på – alle ovne er forskellige.
Tag auberginerne ud og fordel feta og timiankvistene over. Sæt fadet i ovnen i yderligere ca 12-15 min eller indtil osten er smeltet uden at løbe for meget. Tænd til sidst ovnens grill-funktion i ca 3-4 min – hold godt øje og tag fadet ud, når auberginerne og osten er let gyldne i toppen.
Dryp med et par dråber god olivenolie og et par dråber eddike lige inden servering.
Bon appétit!
Prøv også vores opskrift på tomatsalat med agurk, oliven og grillet feta.