Ananastærte med bergamotteolie

Opskrift ananastærte med bergamotteolie, Marie Havnø Frank X Oliviers & Co

Opskrift af: Marie Havnø Frank

Vi elsker sommerdesserter med den helt rigtige mængde syrlighed og sødme. Og skal det være særligt lækkert, er hjemmebagte tærter ekstra luksus!

Vores yndlings dessertkok Marie Havnø Frank har selvfølgelig udviklet den bedste tærte med bagt ananas. Hver gang Marie kommer forbi Oliviers & Co på Gammel Kongevej for at tanke olivenolie, finder vi sammen på nye ideer med olivenolier og eddiker. Og til denne tærte bliver ananassen karamelliseret med olivenolie, mens cremen røres på ananaseddike. Det smager himmelsk! 

NB: start ca. 6 timer før tærterne skal spises - det tager slet ikke så lang tid, men tærten er bedst, når den lige får sat sig ;)

Marie Havnø Frank X Oliviers & Co ananastærte

Antal 6 personer
Arbejdstid 50 min Tid i alt 6 timer

Ingredienser

1 lille ananas
3 spsk bergamotteolivenolie, grøn citronolie eller appelsinolie
6 spsk sukker eller brun farin
1 spsk eddike med ananas

Til mørdejen

75 g blødt smør
50 g flormelis
½ æg (størrelse M/L)
15 g mandelmel
125 g hvedemel
1/2 tsk salt

Til ananas eddikecreme

5 æg + 1 æggeblomme (størrelse M/L)
200 g hvidt sukker
180 ml piskefløde
150 ml eddike med ananas
Et nip salt

Ananastærte med bergamotteolie, Marie Havnø Frank og O&CO opskrift

Sådan gør du

Rør smør og flormelis blødt og cremet. Rør ægget i efterfulgt af mandelmel, hvedemel og salt til dejen kun lige hænger sammen. Form dejen til en kugle, pres flad og pak ind i husholdningsfilm. Læg på køl i minimum 30 minutter, gerne mere. 

Forvarm ovnen til 175C. Skræl ananassen og fjern ”øjnene”. Skær ananasen i kvarte, fjern stokken og kom ananassen i et ildfast fad. Rør olie, sukker, eddike og et nip salt sammen og hæld over ananasstykkerne. Bag i 20-30 minutter, til ananassen er karamelliseret og mør. Afkøl til stuetemperatur og skær i ½-1cm tern. 

Tag dejen ud af køleskabet, og rul den ud til 3mm tykkelse. Beklæd enten seks små tærteringe eller en stor tærteform (20-23cm) med dejen og sæt formene på køl i mindst 15-30 minutter, til mørdejen er helt kold.

Lav imens fyldet ved at røre æg, æggeblommer og sukker sammen. Lad blandingen stå en halv times tid, til sukkeret er helt opløst og det har dannet en slags æggesirup.

Beklæd tærteskallerne med sølvpapir og fyld op med tørrede ris eller bønner og bag tærteskallerne blindt i 10-15 minutter. Fjern sølvpapiret og bag i yderligere et par minutter, til tærtebundene er let gyldenbrune.

Tag ud af ovnen og lad afkøle på en rist. 

Rør nu piskefløden i æggesiruppen efterfulgt af hvidvinseddiken med ananas og en knivspids salt. Sigt cremen over i en kande og fjern evt. skum fra toppen med en spiseske. 

Sænk ovntemperaturen til 140C. 

Fordel ananas tern på bunden af tærteskallerne i et enkelt lag og hæld forsigtigt cremen over ananassen. Bag tærterne (eller tærten) ved 140C i 10-15 minutter, til cremen kun lige har sat sig og stadig blævrer i midten, når man forsigtigt ryster bagepladen. Ved en stor tærte skal den have længere i ovnen, omkring 30 minutter. 

Tag ud af ovnen og afkøl til stuetemperatur. Drys med flormelis og server.

Bon appétit!

 

Prøv også Marie Havnø Franks opskrift på olivenoliekage