Julesalat med havtorn, appelsinfileter, pistacienødder og manchego

Julesalat med havtorn, appelsin, pistacie og manchego, amaliesigrid x Oliviers & Co

Her får du en fantastisk opskrift fra vores søde, dygtige gastro-venner fra amaliesigrid: en vidunderlig smuk og smagfuld salat, der kun tager 15 minutter at lave. Perfekt til gæstemiddagen!

Julesalaten indeholder de bedste råvarer: sprød endive/julesalat, appelsin, havtorn, pistacienødder og manchego ost, og den toppes med vores eksklusive champagneeddike og græsagtig olivenolie.

Server fx julesalaten til frokost eller middag sammen med amaliesigrids saftige svampedeller med hjemmelavet røget mayo – find opskriften her

Antal 
4 personer

Arbejdstid
10 min

Tid i alt 
15 min

Ingredienser

2 endive
2 spsk havtorn (evt. fra frost) eller 1 bakke ananaskirsebær
2 appelsiner
100 g manchego ost
2 spsk ristede pistacienødder
2 spsk champagneeddike
4-5 spsk græsagtig olivenolie
1 nip flagesalt
Lidt afskåret dild

Opskrift på julesalat fra amaliesigrid x Oliviers & Co

Sådan gør du

Følg optøningsanvisningen på bagsiden af havtornene, hvis du bruger dem fra frost.

Skyl endiverne og skær bunden af dem. Læg bladene i en stor skål og vend dem forsigtigt i et par spsk olivenolie, så bladene forbliver intakte.

Fordel så bladene smukt på et serveringsfad.

Skær skrællen af appelsinerne, filetér dem og anret dem oven på endivebladene.

Skær manchego osten i tynde skiver og fordel dem på salaten.

Drys havtornene ud over salaten. Bruger du ananaskirsebær i stedet for havtorn, halver da dém og kom dem på salaten.

Hak pistacienødderne groft og drys dem ud over salaten.

Top af med champagneeddike, olivenolie, et drys flagesalt og lidt afskåret dild.

Bon appétit!

Opskrift julesalat med havtorn, appelsin, pistacie og manchego, amaliesigrid x Oliviers & Co


Opmærksomhedspunkter

Glutenfri: Salaten er naturlig glutenfri.

Afskåret dild: Det er vigtigt, at du bruger afskåret dild og ikke den dild, man køber i små “potter” til 8-9 kr. i supermarkederne. Afskåret dild har en dybere og mere krydret smag, som går rigtig godt til salaten.

Havtorn/ananaskirsebær: Du kan erstatte havtornene med ananaskirsebær, hvis ikke det er til at få fat i havtorn. De giver samme syrlig-sødlige smag, som er helt fantastisk i salaten.

Du kan finde flere dejlige opskrifter på amaliesigrids hjemmeside. Vi anbefaler at følge deres skønne madplan, der kommer med gode opskrifter og inspiration hver uge. Se mere her