Frittata med feta og balsamicobagte tomater

Frittata er en skøn italiensk klassiker, som vi nyder at servere til frokost eller nem aftensmad året rundt. Den fungerer også godt til en hyggelig brunch – og her kan du snildt lave den dagen i forvejen og så blot sørge for, at den har nået stuetemperatur ved servering. 

Frittata kommer fra Italien og betyder lidt simpelt oversat 'friteret'. Den er lidt som en omelet, men frittataen laves typisk med stegte grøntsager og god, cremet og saltet ost, så den i vores øjne udgør et mere helstøbt måltid.

Frittata kan laves i mange forskellige lækre udgaver afhængigt af, hvad du lige har i køleskabet. Vores favorit er denne udgave med kartoffel, squash, forårsløg, feta og lækre balsamicobagte tomater.

Servér den med lækkert ristet brød, en lille salat og god olivenolie med flagesalt og finthakkede urter fra haven på toppen.

Antal 4 personer
Arbejdstid 30 min Tid i alt 1 time

Ingredienser

Fra Oliviers & Co
3 tsk olivenolie, fx La Classique basisolivenolie
2 spsk balsamico, fx klassisk balsamico

Fra markedet
8 æg
1 dl mælk, vi bruger sødmælk
150 g ost, feta eller anden saltet/cremet gedeost
2 squash, vasket og skåret i halvmåner af ca 1/2 cm tykkelse
4 kartofler, vaskede og skåret i små tern
8 små tomater, skyllede og halverede
1 bundt forårsløg, skyllet og finthakket
1 lille bundt urter, fx purløg med blomster som på billedet, skyllet og groft hakket
Flagesalt og friskkværnet sort peber 

Opskrift på Frittata med grillet feta og balsamicobagte tomater

Sådan gør du

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Kom tomaterne i et lille ildfast fad og vend dem i lidt olivenolie, balsamico, salt og peber. Stil fadet i ovnen.

Varm en stor, dyb ovnfast stegepande op på medium varme. Tilsæt lidt olivenolie og sautér først forårsløgene og dernæst squashmåner og kartoffeltern til de har taget let farve. Sænk temperaturen til lav varme.

Fordel de stegte grøntsager i den store stegepande. Rør æg, mælk, smuldret feta og salt/peber sammen i en skål og hæld blandingen over de stegte grøntsager. Øg temperaturen på panden til medium varme og lad det stege i 4-5 min. Kom herefter panden i ovnen i 15-20 minutter. 

Når æggene er faste og flotte i farven, tager du både frittataen og tomaterne ud af ovnen og lader det hvile – gerne mindst 10 min.

Top frittataen med de balsamicobagte tomater og friskhakket purløg. Smag til med flagesalt og friskkværnet peber. Bon appetit!

Vild med gedeost? Prøv også vores opskrift på sprøde hvidløgsbrød med cremet gedeost, tomat og basilikum