Fastelavnsboller med pistaciecreme og lemoncurd

Opskrift på fastelavnsboller med pistaciecreme og lemoncurd, Oliviers & Co

Her får du vores nemme opskrift på de hjemmelavede fastelavnsboller med den lækreste 'marmoragtige' flødeskum rørt op med siciliansk pistaciecreme eller klassisk fransk lemon curd.

Fastelavnsbollen er en dejlig tradition, og vi elsker duften af de søde, nybagte boller, der breder sig i køkkenet, og det lækre cremede fyld, der gør fastelavnsbollen til noget ganske særligt. Nyd dem i godt selskab med kaffe, the eller varm chokolade 💛 

Antal 14 fastelavnsboller
Arbejdstid 45 min Tid i alt 1 time 45 min

Ingredienser

Til fyld og topping:
5 spsk lemoncurd eller siciliansk pistaciecreme
1/2 L fløde 38 % 
30 g flormelis

Til boller:
1/2 L mælk
150 g smør
125 g sukker
1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk salt
50 g gær
1/4 tsk kardemomme
750 g hvedemel

Fastelavnsboller med pistaciecreme eller lemoncurd fra Oliviers & Co - oliviersogco.dk

Sådan gør du

Kom mælk, smør og sukker i en gryde og varm det langsomt op til smør og sukker er opløst. Afkøl blandingen til den er fingervarm (ca 35-37°C). Det er vigtigt, at den ikke er for varm når du kommer gæren i, så bollerne kan hæve sig luftige og flotte. Kom vaniljesukker og salt i blandingen under omrøring. Rør gæren ud i blandingen og kom til sidst kardemomme og mel i.

Ælt dejen til den er smidig og glat. Kom lidt ekstra mel i hvis dejen er løs og klistret – men ikke for meget :) Dejen skal lige akkurat ikke klæbe til overfladen.

Kom en smule mel på køkkenbordet og skrab dejen ud på bordet. Del dejen i 14 stykker og form hvert stykke til en bolle. Protip: spænd hver bolle op ved at trykke siderne forsigtigt mod bunden så overfladen på bollen bliver flot og spændstig. Læg dem forsigtigt på 2 ark bagepapir til hævning i 1 time. De skal hæve til ca dobbelt størrelse, så pas på ikke at placere dem for tæt.

Sæt i mellemtiden en bageplade i ovnen og tænd på 230 °C, så bagepladen bliver varmet godt op.

Når bollerne har hævet til ca dobbelt størrelse: Pisk et æg på i en skål og pensl hver bolle på overfladen med æggemassen. Tag bagepladen ud af ovnen (pas på du ikke brænder dig) og træk bagepapir med boller over på den varme bageplade.

Kom pladen tilbage midt i ovnen. Bag bollerne 7-10 minutter. Det er en høj temperatur, så hold godt øje med bagetiden, så bollerne ikke bliver for mørke. Når bollerne er passende gyldenbrune tages de ud af ovnen til afkøling.

Lav cremefyld: Pisk fløde til flødeskum. Tilsæt enten pistaciecreme eller lemoncurd og rør det let sammen så det får en flot ‘marmor effekt’. Cremen skal være fast, men pas på det ikke bliver kornet.

Del hver bolle i to, kom cremefyldet i midten og saml så forsigtigt bollen igen. Sigt flormelis over hver bolle og stil på et fad klar til servering.

God fornøjelse!