5. december – Sort fransk nougat med lavendelhonning

Velkommen 5. december ❤️
Bag dagens låge i årets julekalender fra Oliviers & Co finder du en nyhed: sort nougat med lavendelhonning fra Provence. Perfekt til et dejligt sødt øjeblik.
Nyd nougaten, som den er, måske med en rigtig god kop kaffe. Du kan også dryppe nougaten med et par dråber figenbalsamico. Eller nyde den som luksuriøs dessert sammen med vaniljeis og et par dråber god floral olivenolie.
Kender du forskellen på sort og hvid nougat?
Ordet "nougat" har formodentligt sin oprindelse i det latinske "nux gatum", som betyder "nøddekage".
Det fortælles, at nougat allerede blev fremstillet i 1100-tallet i regionen omkring Montélimar i Provence, og Montélimar er sidenhen blevet anerkendt som "nougatens hovedstad".
I Montélimar fremstiller man mange typer nougat, men de to traditionelle typer er såkaldt hvid nougat og sort nougat.
Den hvide nougat er blødere og skabt med æggehvider, honning og ristede mandler.
Den sorte nougat er mere intens i smagen og skabt med honning og karameliserede mandler.
Ligesom mange herhjemme spiser nougat af hasselnødder til jul, måske i hjemmelavet konfekt, så indgår den franske hvide og sorte nougat med mandler og honning ofte i "de 13 provencalske desserter" i Provence.
Hemmeligheden bag god nougat
Præcis som med god olivenolie og andre skønne spiselige sager, er hemmeligheden bag god nougat selvfølgelig først og fremmest at bruge de allerbedste råvarer – og så det tålmodige håndværk, som kræves for at fremstille nougat af den bedste kvalitet.
Vores dygtige producent laver nougat af den exceptionelle lavendelhonning og mandler fra Provence ristet til perfektion.
Den franske lavendelhonning er noget helt særligt. De flittige bier lever godt af de store bølgende lavendelmarker, og resultatet er en lys rav-farvet honning med cremet tekstur og aromatiske noter af lavendelblomst og søde mandler.
Glædelig 5. december fra alle os i Oliviers & Co ❤️
🎄
Følger du os på instagram og Facebook? Her deler vi inspiration med fokus på sæson og gode råvarer.

