Byen i byen prisen 2020

For os, er de fysiske butikker, caféer og restauranter en vigtig og dejlig del af byrummets puls. Når forretningerne slår dørene op om morgenen, vågner byen rigtigt fra sin nattesøvn. Om aftenen kan man slentre forbi, vindueskigge og drømme eller lade sig inspirere. Forestil dig en Gammel Kongevej uden de små hyggelige butikker, vandhuller, bagere og dejlige restauranter. Det ville være så trist, og alle der har sin gang på Frederiksberg ville nok savne livet. 

 

 

 

I en verden, der i stigende grad bliver digitaliseret på alle planer, er det vidunderligt, at kunne møde rigtige mennesker bag disken. At få personlig betjening, at få et smil med på vejen (også selvom vi i disse dage smiler mere med øjnene). Lokale butikker tilføjer puls og liv i gaderne, skaber lokale arbejdspladser og sætter penge i cirkulation i lokalmiljøet. Lejlighederne og husene i nærmiljøerne bliver mere attraktive, det er trygt at gå på gaden og det er bare hyggeligere med liv og diversitet. Tænk bare på livet fx i Jægerborggade, Nordre Frihavnsgade, Værnedamsvej og på Smallegade. 

Det skal lige siges, at der intet er galt i at handle på nettet. Vi har jo også selv en webshop for at kunne servicere vores kunder, der ikke kan komme til Frederiksberg eller i denne tid foretrækker at få varerne leveret til dørtrinnet. Vi pakker selv alle varer og sender afsted fra Gammel Kongevej. Men det hele handler om balance. Og hvis al handel foregår på nettet, svinder pulsen i gaden ind. Og det synes vi personligt ville være et tab for alle. 

At handle fysisk, lokalt og småt har været en hjertesag for os i mange år. Også længe før vi var så heldige at overtage Oliviers & Co. Vi har gerne gået en omvej, for at handle i de butikker, der gør noget positivt for de byrum, som vi holder af. Og da vi valgte at investere alt vi havde i den lille olivenoliebutik på Gammel Kongevej var det også med en klar intention om at være aktive på Frederiksberg og være med til at bidrage positivt til byrummet og byen. 

Derfor blev vi utroligt glade for en opringning fra Frederiksberg Kommune, der fortalte at vi var blevet nomineret til Byen i Byen prisen. Prisen er en af Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Erhvervsråds erhvervspriser til byens virksomheder. Prisen uddeles d. 4. november 2020. Vi vil gerne sige tak til Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Erhvervsråd for nomineringen og for at sætte fokus på det lokale erhversliv - og ikke mindst til vores fantastiske kunder, der bidrager med pulsen i vores lille butik.

Du kan læse mere om de tre erhvervspriser og se de andre fantastiske nominerede her. Vi er så beærede over at være i så fornemt selskab.