SHOP SMALL PÅ BLACK FRIDAY

Der findes ikke noget bedre end hyggelige og levende gader. Både her i december, hvor gaderne lyses op i mørket. Og om sommeren, hvor alle smiler til hinanden og drikker kølige drinks i solen. 

Nu er der snart gået et år, siden vi lykkelige overtog OLIVIERS & CO. Et gigantisk merci skal lyde til stamkunder, nye kunder og alle jer, der har støttet op. Vi er vilde med jer!

På fredag lander den første Black Friday i vores tid, og vi kan med glæde fortælle, at vi ikke hopper på udsalgstoget på Gammel Kongevej 85. Til gengæld kan du komme forbi og nyde vores sædvanlige gode gammeldags service, gourmetshoppe, få smagsprøver og hygge. Vi sender også fine pakker, hvis du ikke lige bor i nærheden.

Desværre er butiksdød et fænomen, der er på fremmarch i vores byer. Og hvis vi ikke er bevidste om at lægge vores indkøb i lokalmiljøerne og på vores yndlings-handelsstrøg, så tømmes butikslokalerne for de små butikker. For små uafhængige butikker uden kapitalfonde og kæmpe marketingbudgetter i ryggen kan dage som Black Friday altså mærkes. For her betyder et enkelt køb eller to mere, end I aner.

Imens pumpes der millioner af kroner i annoncer, og der fuskes med priser for at fingere besparelser og vildlede. Her i de sidste dage i november, der sædvanligt har været travle med adventsgaver og lækkerier til gæster, er Gammel Kongevej lidt stille. Måske kan vi kalde det stilhed før Black Friday-stormen?

Der er ikke noget Black Friday shaming herfra. Men vi håber, at I vil huske, at I er med til holde de små hyggelige butikker i live, når I handler der. De butikker der giver charme til Gammel Kongevej, Værnedamsvej, Jægersborggade, Nordre Frihavnsgade, Strandvejen og mange andre hyggelige handelsgader under åben himmel. Lokalmiljø og byliv er noget, vi skaber sammen ❤️ Uden jer, ingen os. 

Kærlighed og madglade hilsner herfra

Nina & Mikkel

Læs også indlægget om initiativet Årets Frederiksberg Butik fra lokalavisen Frederiksberg Bladet og Danske Bank på Frederiksberg, der sætter fokus på det lokale byrum.

1 kommentar

I har fuldkommen ret i jeres betænkelighed over ‘grådigheden’ i vort samfund.
Og det i et land, hvor vi brøster os af at være ‘grønne’.
At spadsere langs Gl Kongevej og Frederiksberg Alle op til Frederiksberg kirke med pause og opladning på den lille Cafe Oliven og hos jer er blevet vores yndlingsbeskætigelse, når barnebarnet, Theo, er afleveret i børnehaven på Valdemarsgade.
Disse gode minder tager vi med tilbage til Midtjylland, hvor vi har rod.

Inger Schmidt dec., 2019

Skriv en kommentar

For at undgå spam reviewes alle kommentarer inden de offentliggøres.